Når man som ansat i et firma bliver truet på jobsikkerheden, på grund af den økonomiske krise, viser det sig, at man er meget mere tilbøjelig til at ”hoppe på” nogen af de IT-kriminelles påfund. For tiden er det især tilbuddet om at tjene lette penge, der bliver reageret på.
Det der er tale om, er jobannoncer, hvor afsenderen udgiver sig for at være et reelt, måske endda kendt firma, som søger en person til at hjælpe dem i modtagerens hjemland. Som oftest går historien på, at firmaet ikke endnu er etableret i landet, men allerede har kunder der. Det er så her, modtageren kommer ind i billedet. Vedkommende skal modtage og videresende penge fra kunder.
I virkeligheden er her tale om kriminelle, som på ulovlig vis har skaffet sig adgang til netbankkonti eller kreditkortoplysninger, og forsøger at vaske pengene hvide igennem en såkaldt ”stråmand”. Den uheldige konsekvens ved at være stråmand er dog, at i en efterforskning af en sag hvor kriminelle har stjålet kontooplysninger, bliver politiet ledt direkte til stråmanden og ikke til den reelle forbryder. I nogen tilfælde er det set, at ”den nye medarbejder” ikke opdager, at der er noget galt, før politiet står og banker på døren.
Det er ikke kun antallet af disse jobannoncer, der er steget, det er også succesraten. Tre gange så mange mennesker reagere på denne form for henvendelse i dag, i forhold til da det gik godt.
Så husk lidt sund fornuft selvom der er finanskrise.
Oliver Jagd for Mailsafe
sitemap | kontakt | faq | vejledninger